Ture og ferie

Aktive ferier med TAO

​På TAO tager vi ofte på tur. Børnene og de unge kan selv være med til at ønske, hvor vi skal tage hen, ved at sætte det på børnerådet. Turene kan gå til mange forskellige steder, alt efter årstiden. Vi har været i Tivoli, Bakken, Den blå planet, i Zoologisk Have, LEGOLAND og mange andre steder. Nogle gange bliver vi også inviteret til arrangementer af Børnehjælpsdagen. De inviterer os til juletræsfest, til X-factor finale med VIP-pas, håndboldtræning med Lasse Boesen, OL på Dragør fortet, en masse biografture, ULTRA-galla, koncert med Copenhagen Drummers, dansetræning med dansere fra ”Vild med dans” og mange flere arrangementer.

PÅ TAO tager vi også på aktive ferier. Disse ferier ligger som regel i uge 9, 28 og 31. To sommerture og en skitur. Alle børn og unge deltager i disse. De aktive sommerferier har indtil videre bl.a. været kanotur i Sverige, cykelferie i Danmark og andre ture, hvor vi bor i sheltere eller i telte.

Vi bor ofte på samme plads hele ugen og ser området og oplever de naturoplevelser, der er på det pågældende sted. I Sverige har vi valgt at sejle ud og opleve et nyt sted hver dag. Når vi tager på skiferie, er det oftest i Trysil, Norge. Vi bor i en stor hytte alle sammen hele ugen. Her er der skiskole om formiddagen og alt efter, hvor meget man kan, sættes skiholdene.

Om eftermiddagen står man enten mere på ski eller leger i sneen og bygger huler.