Velkommen til TAO
Her har vi en husorden som er gældende for alle på TAO og dem vi har på besøg. Det kan gøre det nemmere og trygt at bo mange sammen, når vi alle følger de samme aftaler. De voksne på TAO forsøger på bedste vis at tage hensyn til dig og dine ønsker, og er opmærksom på at alle børn og unge er forskellige og kan have forskellige individuelle aftaler og behov.
Hverdagen
På TAO har vi faste tidspunkter hver dag, så man altid ved, hvad tid man skal op, hvornår man skal i bad, hvornår man går i seng, hvad tid der læses godnathistorie mv., hvilket er individuelt. På de faste tidspunkter er der også tider man er fælles om, som hvad tid man spiser, hvad tid man køres i skole og hvornår der er fællessamlinger og hvad tid der er aktiviteter. Du vil få skrevet dine tider ned, så du kan have dem på dit værelse eller på din telefon, hvis det er nemmere for dig.
Morgen
Vi siger godmorgen til hinanden. Det er forskelligt og man selv står op eller man gerne vil vækkes af den voksne. Der er også forskelligt om du vil i bad om morgenen eller om aftenen, hvilket du selv er med til at aftale.
Måltider
Vi spiser sammen hver dag, men når vi spiser aftensmad, sidder vi aldersopdelt. Det vil sige at teenagerne sidder i stuen og de yngre børn sidder i køkkenet. På den måde er der mulighed for at tale om det som rør sig for ens egen aldersgruppe.
Hverdage:
Kl. 07:00-07:30 Morgenmad
Kl. 12:00 Frokost
Kl. 15.45 Eftermiddagssnacks
Kl. 18:00 Aftensmad
Kl. 20.00 Aftensnacks
Weekender/ferier:
Kl. 08:15-10.00 Morgenmad
Kl. 13:00 Frokost
Kl. 18:00 Aftensmad
Kl. 20.00 Aftensnacks
Hvilestund
Når du kommer hjem fra skole, siger vi hej til hinanden og hører lidt om din skoledag, inden der er tid for dig selv. Her kan du være på dit værelse og slappe af, læse osv. hvilket du aftaler med de voksne, hvad du gerne vil og hvad der er muligt for dig.
Aktiviteter
På hverdage er der samling kl. 15.45- 16.15. Vi taler om dagens planlægning og vender hvordan din dag har været og om hvilke planer du har for din dag, samt får du at vide hvilken voksen du laver aftaler med den dag. På hverdage har vi en fælles aktivitet, som lige nu er:
Mandag: Udeliv hver uge. Husråd i ulige uger kl. 16.15. Forældremøde sidste mandag i måneden kl. 15.30 til kl. 18.00.
Tirsdag: Gaming og spilledag kl. 16.15-17.30. I ulige uger børnemøde fra kl. 15.45-16.30.
Onsdag: Yoga kl. 16.15-17.00
Torsdag: Motion kl. 16.15-17.00
Fredag: Fælles rengøring af huset kl. 14.45-15.15
På TAO laver vi mange slags aktiviteter og man deltager i husets rytme, i de fælles tilvalgte aktiviteter samt planlagte ture. Du er meget velkommen til at byde ind med forslag til aktiviteter og temaer, som du synes er spændende at lave. Det gør du ved at tage det på husrådet, som vi holder mandage i ulige uger. Hvis der er en årsag til at du ikke kan deltage i aktiviteterne, aftales det med de voksne, da alle kan have forskellige behov og ønsker.
Hver aften har alle pligter efter maden, hvilket du har meldt dig på for to uger ad gangen på husrådet. Du er med til at holde huset rent og pænt, og deltager om fredagen i husrengøringen sammen med de voksne. Der kan også være andre fælles opgaver i løbet af en uge, som vi fordeler os på og får det klaret i fællesskab. Hver uge har du også værelsesrengøring, hvilket er planlagt med din kontaktpædagog, hvornår det klares.
I weekenderne er det anderledes med morgenmad, samlinger og afslutning af dagen. Man kan sove længere og være længere oppe. Der bliver serveret morgenmad mellem kl. 8.15 og kl. 10.00. Samlingerne holdes kl. 10.30 og kl. 14.15. Der vil være frokost kl. 13.00. Hver weekend har også et tema, så vi kan fordybe os gennem hele weekenden.
På husets 3 årlige ferier deltager alle, så man kan ikke melde fra og blive hjemme på TAO, da huset lukker ned i den tid, hvor den planlagte ferie er. Så ønsker man ikke at deltage i disse, skal man i god tid informere og have planlagt, hvor man så er i den uge, sammen med sin børne- og ungerådgiver.
Sengetid
På TAO skal alle sove trygt om natten i et roligt og stille hus. Så om natten er der en voksen der er vågen, så hvis du vågner og har brug for en voksen, kan du altid få hjælp.
Der skal tages hensyn til andre sovende i huset efter kl. 19.30, så aktiviteter forgår i mere roligt niveau. Der skal være ro på fællesarealer og alle skal være på eget værelse senest kl. 22.00 i hverdagen og kl. 22.30 i weekender, hvilket er aftalt individuelt inden for disse tidspunkter.
Vi siger godnat til hinanden, inden du går i seng.
Internettet slukker kl. 22.30, fordi vi gerne vil hjælpe dig til at sove godt om natten, så du er udhvilet til næste dag, når du skal i skole. I weekenden slukker det kl. 23.30.
Værelser
Du får dit eget værelse, når du flytter ind på TAO. Sammen med din kontaktpædagog er du med til at indrette dit værelse og finder ud af hvilke ting som ville være rare for dig at have. Du skal hver uge gøre dit værelse rent, så det er ryddeligt og rengjort, så det er rart at være på. Du aftaler med din kontaktpædagog, hvilken dag i ugen du gør værelset rent, og hvor meget hjælp du har brug for.
Af respekt for hinanden, går man ikke ind på andres værelser uden tilladelse. Man banker på og afventer svar. Når I besøger hinanden på værelserne, aftaler i det med de voksne, så de ved hvor i er i huset.
Man må selvfølgelig ikke tage noget fra andre og heller ikke fra andres værelser, kasser på badeværelse mv.
Hvis du ødelægger husets eller andre børns ting bevidst, skal du erstatte det, fordi vi gerne vil passe på de ting vi har og som kan have stor betydning for nogle.
Når man ikke er på sit værelse, er man enten fuldt påklædt eller iført morgenkåbe af respekt for de andre.
Alle har lov til at høre musik og lege på værelserne - det skal dog ikke være til gene for andre.
Hvis du vil have det, kan du få en nøgle til dit værelse. Du vil altid kunne låse dit værelse indefra, også selvom du ikke har en nøgle. Hvis der ikke svares, når der bankes på døren, og den voksne bliver meget bekymret for dig, kan den voksne være nødt til at gå ind og se, om du er okay. Her vil der tydeligt blive banket på gentagende gange inden den voksne åbner for at se, hvordan du har det.
Af hygiejne- og sikkerhedsmæssige årsager kan den voksne gå ind på dit værelse, f.eks. for at lufte ud eller slukke elektronik, hvis du selv har glemt det. Dette vil du altid blive informeret om, hvis det sker.
Det rolige sted
Vi ved godt at der kan være svære tidspunkter og derfor har vi lavet to steder i huset, hvor du kan trække dig hen. Når du har valgt at være på ”Det rolige sted”, så er det fordi du har brug for en pause for kontakt fra andre.
På ”Det rolige sted kan du:
🧸 Få ro i kroppen
🙂 Få ro i tankerne
💛 Få ro i følelserne
🌱 Være dig selv
Når du er klar:
🚶♀️ Går du stille tilbage igen
🤝 Med hjælp, hvis du vil
Det er ikke tilladt at lege eller låne nogle ting derfra, men det er et sted med ro, som du selv kan søge hen til. Der vil være en voksen i nærheden, som du kan komme til eller kalde på, når du har brug for det.
Rygning, alkohol og euforiserende stoffer
Her på matriklen er det ikke tilladt at ryge, dampe, tage snus, tage euforiserende stoffer, drikke alkohol eller lign. Det vil sige at det selvfølgelig er forbudt at være i besiddelse af puffbar, snus, euforiserende stoffer mv. og forbudt at få det bragt af venner eller familie. Hvis dette sker, vil vi anmelde det til politiet og hvis det er en af dine besøgende der har bragt det hertil er vedkommende ikke længere være velkommen her.
Hvis du er over 16 år og skal ud til fest og har købt alkohol med max 16,5% alkohol i, sættes det i det aflåst skab indtil du skal afsted. Alt andet alkohol kan du ikke have her.
På TAO vil vi også passe på din sundhed og derfor må du ikke drikke energidrikke og lign.
Telefoner og andet elektronisk udstyr
På TAO har vi fire fælles gamercomputere, en bærbar børnecomputer, Wii, PlayStation 4 og 5 samt to fjernsyn, som du kan benytte efter aftale med de voksne.
Vi følger myndighedernes lovgivninger og anbefalinger for at passe på dig. Når man er under 13 år, ønsker vi derfor ikke at man har egen telefon, tablets, computer og lign. på TAO. Er du over 13 år aftales det, hvor meget og hvornår du kan benytte din elektronik og om det afleveres inden sengetid.
I hverdagen har du mulighed for skærmtid i 30 min. hver dag, hvis du er under 13 år, og 1 time hvis du er 13 år eller derover. I weekenden har du mulighed for skærmtid 1 time hver dag, hvis du er under 13 år, og 2 timer hvis du er 13 år eller derover. Skærmtid kan ikke benyttes minimum 1 time før sengetid.
Skærmtid er computer, Wii, Nintendo, PlayStations og lign. Hverdage er mandag til og med torsdag. Weekender er fredag til og med søndag.
Internettet slukkes om natten, for at sikre en god nattesøvn for alle og af hensyn til brandfare må elektronik ikke oplades om natten.
Man må ikke tage billeder og videoer af andre, og man må ikke filme i huset eller have nogen på Facetime, TikTok og lign., mens man går rundt eller sidder i fællesrum. Når man taler i telefon, forgår det heller ikke i fællesrummene.
På TAO passer vi på dig ved at sørge for, at du kun har mulighed for at ser alderssvarende tv og gamer spil, som er passende for din alder.
Under måltider og aktiviteter ligger mobiltelefonen lydløs i din lomme eller et andet sted, så den ikke forstyrrer og ikke tages frem imens.
Anton
Anton er vores hushund. Vi fodrer Anton to gange om dagen og det aftales på husrådet, hvem der er ansvarlig for at fodre ham.
Anton sover om natten i sin hundekurv og ikke på værelserne.
Anton skal luftes mindst tre gange om dagen og det aftales på husråd, hvem der lufter ham.
Han skal behandles pænt og med omsorg, også selvom man ikke er i det bedste humør.
Man er altid velkommen til at nusse med ham eller tage ham med ud at lege, men når Anton går ind på personalekontoret eller op i sin kurv, så har han brug for en pause.
Besøg
Vi synes det er dejligt at du har venner/veninder/kæreste i dit netværk. Derfor er det godt, at du kan have besøg og tage på besøg hos dem. Det aftales her i huset med en voksen, hvad tid du er hjemme mv. så det er muligt at overholde de andre aftaler, som der er for dig og de andre.
De voksne forventer at besøgende siger goddag og farvel til de voksne.
Samvær med din familie er aftalt med din Børne- og Ungerådgiver og vi følger den samværsplan der er besluttet.
Personalekontor
På personalekontoret er der personfølsomme oplysninger, derfor er det kun de ansatte, der må gå derind.
Værdier på TAO
- Her i huset taler vi pænt om og til hinanden, så man kan føle det som et trygt hjem.
- Vi respekterer og acceptere hinanden, og ved at alle er værdifulde for fællesskabet.
- Vi ønsker at her skal være leg, liv og glæde.
- Vi siger goddag, farvel og godnat til hinanden.
- Telefonerne opleves som forstyrrende under måltider og aktiviteter, derfor forventer vi at du lægger telefonen væk og på lydløs under aktiviteter og måltider.
- Alle deltager i de fælles praktiske opgaver i huset.
- Man passer sin hygiejne, så det er rart for andre at være sammen med dig.
- Når vi er sammen på fællesarealerne, er vi det på en måde, så det er rart for alle at være i huset.
Revideret januar 2026.